Grønland



Lyden af stilhed

Det er svært at skulle beskrive lyden af Japanske vindharper i tusindvis, iblandet høj kanon torden. Det var nemlig denne forunderlige blanding af lyde vi seks danskere ombord på en lille fiskekutter var udsat for på en tre timers sejlads mellem op til hundrede meter høje isbjerge en forårs dag i juni i år.



Sejlturen startede i Ilulissat / Jakobshavn på Grønlands øst kyst, hvor vi efter en halv times sejlads gennem grødis er nået frem til den forreste kant af Jakobshavns isfjords udmunding, hvor nogle af de største isbjerge i verden for en tid står strandet på en undersøisk sandbanke, indtil is presset bagfra bliver så stort at de skubbes over banken og sendes videre ud i havet til stor fare for skibsfart og olieboreplatforme.

Jakobshavn isbræ der beliggende inderst i den tredive kilometer dybe isfjord er en af Grønlands mest produktive, over en afstand af ca. syv kilometer presser bræen mellem tyve og tredive meter is ud i fjorden om dagen, det svarende i smeltet tilstand til hele New Yorks vandforsyning på et år.

Det er mellem disse flydende iskolosser nogle på størrelse med ti - femten fodboldbaner, den videre sejlads skal foregå, - det er nu kun en tiendedel af isbjerget i ser oven vande - forklarer vor skipper, de ni tiendedele er under vandet, så det er svært at forestille sig hvor store de egentlig er og med et stort smil fortsætter han, - vi må ikke håbe der brækker et stykke af et af isbjergene medens vi ligger i nærheden, det vil nemlig skabe en bølge på op til flere meter der som ingenting ville kæntre den lille fiskerbåd, og vi ville alle være flydende ispinde i løbet af et par minutter.

Da han aner uroen i den lille flok af gæster han har ombord, bliver hans smil endnu bredere og han betror os, at han for to dage siden lige er blevet far, så derfor vil han ikke tage nogle chancer hvilket beroliger os lidt.

Efter et par timers sejlads mellem isbjergene, spørger skipper om vi nogensinde har oplever total stilhed, for ellers har i chancen nu siger han og stopper fiskekutterens motor.

Her er det harpe spillet begynder, før skibet får løbet farten helt af bryder det havoverfladens tyndt frosne overflade, lyden kan bedst beskrives som sejlads i tusinder af knuste krystal glas eller musik fra de føromtalte Japanske vindharper.

- Så kommer stilheden - den står som en mur mellem isbjergene og den lille fiskekutter, hele scenerite ligger indhyllet i et eventyragtig pastelfarvet lys fra let rosa farvede skyer. Der bliver ikke sagt et ord i lang tid, jeg ved ikke hvad de andre tænker, men jeg indrømmer gerne jeg har en klump i halsen, - det her er den største naturoplevelse jeg til dato har haft -.

Vi rives brat ud af vor drømme verden da kanon braget lyder og mens ekkoet runger mellem isbjergene flakker øjnene fra side til side - hvilken af is kolosserne er det der kælver og hvor kommer den kæmpe bølge skipper talte om. Der kom ikke en krusning på den spejl glatte havoverflade , det er åbenbart længere inde i fjorden et af isbjergene har slået revner og har frembragt den ildevarslende lyd.

- Nu trænger i vist til varm kaffe -, kommer det tørt fra skipper og mens vi indpakket i tykke tæpper nyder den varme drik starter han skibets motor og vender snuden hjemad mod Ilulissat.

På hjemturen dykker et af Grønlandsflys store S-61 helikoptere ned over vor båd, så vi kan vinke til det andet hold af vore medrejsende der har været inde ved isbræen, på et to en halv times udflugt inderst i isfjorden, - vi stor der selv for flere timer siden og nød synet af ismasserne.

Medens mindre stykker af indlandsisen knitre i Whisky glasset, var de store ord der blev talt med den aften i baren ombord på M/S DISKO, vort flydende hjem i Grønland for en uge.

Maden ombord var nu heller ikke ringe.