Historien
var et eventyr om menneskelige følelser, om elskov og had, offer og begær, om
stolthed og overmod, fejhed og mod.
- Jo ser i, begyndte Anders - langt , nordpå i
Hælogaland sad to trolde på hver sin side af
Vestfjorden og stirrede olmt på hinanden. De var ikke særlig gode venner, for
de ville begge være den største. De var også forskellige af sind, da den ene
var fjeldtrold den anden søtrold. Længst vestpå sad Vågetrolden i sin høje
stol, et tusinde meter over havet ved Henningsvær,
omgivet af høje forrevne tinder. Hans rige bestod af Lofoten
og Vestfjorden med de store stimer af millioner og atter millioner torsk.
På
Landego sidder Landegomøen
og stirrer over mod Vågetrolden, der er hendes hemmelige elsker, på trods af at hun faktisk er forlovet med
Blåmanden. Hun er helt fortabt i Vågatrolden og
stirre hele tiden nordover i længsel efter ham. I morgensolen ser hun hans
purpurfarvede kappe og i aften solen gløder guldkronen på hans hoved.
Vågetrolden
havde kun en søn, Hestmanden kaldtes han, fordi han
altid var til hest. Han var en ustyrlig og vild krabat, der i et skænderi med
faderen var stukket af hjemmefar og havde bosat sig i Svolværfjeldet,
sammen med Svolværgeden med de mægtige horn. Man
gjorde klogt i ikke at komme ham for nær.
I
øst sad Sulitjelmatrolden og så udover sit rige, der
bestod af store fjeldvidder og vildmarker med skove og vand. En ting var han og
Vågetrolden enige om, at ungdomme nu til dags var ikke til at styre. Sulitjelmatrolden havde syv døtre, som daglig gjorde livet
surt for ham. Til slut så han ingen anden udvej, end at sende dem ud på Landego, hvor Landegomøen sammen
med en meget tækkelig guvernante, der var hentet fra syd Norge, Lekamøen hed hun, de to skulle så tilsammen for søge at
få holde styr på de vilde tøse. Her
levede de syv søstre nu i mange år, og i
de mørke nætter spillede nordlyset højt på himlen, over hele idyllen.
Men
så en nat i maj sad Hestmanden i sit fjeld ved Svolvær og med de skarpe øjne så han tværs over Vestfjorden
til Landego, her så han Lekamøen
og de syv søstre der var ude at bade i det strålende natte lys. Da kom
vildskaben op i Hestmanden, i fyr og flamme steg han
til hest. Iført fuld udrustning, slængte han kappen over skulderen, satte
sporrende i hesten, i fuld firspring gik det over Vestfjorden, medens øjne stod
som ildkugler i hans hoved. Da Lekamøen så vildskaben
der kom stormende sydover, forstod hun at her kunne hverken bønner eller
modstand hjælpe. Skyndsomt samlede hun de syv søstre og sammen begyndte de en
vild flugt sydpå. Ved indsejlingen til Saltenfjorden
mødte de Rødøyløven, der havde rejst hovedet for at
se hvad det var for en buldren og larmen
der kom stormende nordfra. Her blev de syv søstre nu enige om at det måske var
en dårlig ide at flygte fra en så fyrig og mandig kavaler som Hestmanden jo var. Nu kastede de syv søstre deres kapper,
kapperne faldt i havet og blev til Dønnaøen. Herefter
stillede de sig op på Alsten› i rad og række og
gjorde sig så lære og indbydende som de kunne. Først den yngste og slankeste Botnkrona derefter Grytfoten, så Skjeringen, Tvillingerne, Kvasstinden
og til sidst den ældste Breitinden.
Her
stod de nu alle syv med eventyrlysten lysende i øjnene, men de kunne godt havde
spare sig besværet. Hestmanden
så dem ikke engang. Det var Lekamøen han ville have
fat i, men hun fortsatte med syvmile skridt sydover.
Nu
forstod Hestmanden at han ikke kunne indhente hende
og i et vildt raseri spændte han sin bue og sendte en pil efter hende.
Nede
i fjeldene ved Brænnøy, sad der imidlertid en anden
trold og morede sig over hele postyret, da han så pilen komme farende sydover,
kastede han sin hat i vejret, pilen gik tværs igennem hatten, der herefter
faldt i havet .
I
selv samme øjeblik, sendte solen sine første stråler ud over landskabet, og
alle blev de til sten, og som sten skal de stå, til jorden går under, sluttede
den gamle lofotfisker Anders sin historie.
Spredt
over sekshundrede kilometer står de nu, til forundring og glæde for de tusinder
af turister der hvert år tager turen med Hurtigruten fra Bergen til Kirkenes, eller i egenbil følger rigsvej 17, kystvejen
langs vest Norges forevne tinder for at besøger Lekamøen
på Leka, Torghatten - med
huldet i toppen - ved Brønnøysund, de syv søstre på Alsten, Hestmanden i Lurøy, Rødøyløven ved Rødøy, Landego ved Bodø, Sulitjelmatoppen på rigsgrensen
og Vågekalen i sin høje stol over Vestfjorden.
Der skulle gå atten år før undertegnede selv kunne bestige Torghatten, og fotograferer hullet efter Hestmandens pil. Hullet er 160 meter langt, 35 meter højt og 20 meter bredt. - Det var kraftig skyts man brugte den gang -