Norge




Til sommer er det 30 år siden, den gamle lofotfisker Anders, spurgte mine to drenge - dengang 6 og 5 år - om de kunne se Vågetrolden der sad i fjeldet og medens han med en finger forsøgte at vise dem troldens konturer i de bratte fjeldtinder over Henningsvær, fortalte han en meget gammel historie. Selv havde han hørt historien fra sin egen far, og han igen fra sin.

Historien var et eventyr om menneskelige følelser, om elskov og had, offer og begær, om stolthed og overmod,  fejhed og mod.

 - Jo ser i, begyndte Anders - langt , nordpå i Hælogaland sad to trolde på hver sin side af Vestfjorden og stirrede olmt på hinanden. De var ikke særlig gode venner, for de ville begge være den største. De var også forskellige af sind, da den ene var fjeldtrold den anden søtrold. Længst vestpå sad Vågetrolden i sin høje stol, et tusinde meter over havet ved Henningsvær, omgivet af høje forrevne tinder. Hans rige bestod af Lofoten og Vestfjorden med de store stimer af millioner og atter millioner torsk.

Landego sidder Landegomøen og stirrer over mod Vågetrolden, der er hendes hemmelige elsker,  på trods af at hun faktisk er forlovet med Blåmanden. Hun er helt fortabt i Vågatrolden og stirre hele tiden nordover i længsel efter ham. I morgensolen ser hun hans purpurfarvede kappe og i aften solen gløder guldkronen på hans hoved.

Vågetrolden havde kun en søn, Hestmanden kaldtes han, fordi han altid var til hest. Han var en ustyrlig og vild krabat, der i et skænderi med faderen var stukket af hjemmefar og havde bosat sig i Svolværfjeldet, sammen med Svolværgeden med de mægtige horn. Man gjorde klogt i ikke at komme ham for nær.

I øst sad Sulitjelmatrolden og så udover sit rige, der bestod af store fjeldvidder og vildmarker med skove og vand. En ting var han og Vågetrolden enige om, at ungdomme nu til dags var ikke til at styre. Sulitjelmatrolden havde syv døtre, som daglig gjorde livet surt for ham. Til slut så han ingen anden udvej, end at sende dem ud på Landego, hvor Landegomøen sammen med en meget tækkelig guvernante, der var hentet fra syd Norge, Lekamøen hed hun, de to skulle så tilsammen for søge at få  holde styr på de vilde tøse. Her levede de  syv søstre nu i mange år, og i de mørke nætter spillede nordlyset højt på himlen, over hele idyllen.

Men så en nat i maj sad Hestmanden i sit fjeld ved Svolvær og med de skarpe øjne så han tværs over Vestfjorden til Landego, her så han Lekamøen og de syv søstre der var ude at bade i det strålende natte lys. Da kom vildskaben op i Hestmanden, i fyr og flamme steg han til hest. Iført fuld udrustning, slængte han kappen over skulderen, satte sporrende i hesten, i fuld firspring gik det over Vestfjorden, medens øjne stod som ildkugler i hans hoved. Da Lekamøen så vildskaben der kom stormende sydover, forstod hun at her kunne hverken bønner eller modstand hjælpe. Skyndsomt samlede hun de syv søstre og sammen begyndte de en vild flugt sydpå. Ved indsejlingen til Saltenfjorden mødte de Rødøyløven, der havde rejst hovedet for at se hvad det var for en  buldren og larmen der kom stormende nordfra. Her blev de syv søstre nu enige om at det måske var en dårlig ide at flygte fra en så fyrig og mandig kavaler som Hestmanden jo var. Nu kastede de syv søstre deres kapper, kapperne faldt i havet og blev til Dønnaøen. Herefter stillede de sig op på Alsten› i rad og række og gjorde sig så lære og indbydende som de kunne. Først den yngste og slankeste Botnkrona derefter Grytfoten, så Skjeringen, Tvillingerne, Kvasstinden og til sidst den ældste Breitinden.

Her stod de nu alle syv med eventyrlysten lysende i øjnene, men de kunne godt havde spare sig  besværet. Hestmanden så dem ikke engang. Det var Lekamøen han ville have fat i, men hun fortsatte med syvmile skridt sydover.

Nu forstod Hestmanden at han ikke kunne indhente hende og i et vildt raseri spændte han sin bue og sendte en pil efter hende.

Nede i fjeldene ved Brænnøy, sad der imidlertid en anden trold og morede sig over hele postyret, da han så pilen komme farende sydover, kastede han sin hat i vejret, pilen gik tværs igennem hatten, der herefter faldt i havet .

I selv samme øjeblik, sendte solen sine første stråler ud over landskabet, og alle blev de til sten, og som sten skal de stå, til jorden går under, sluttede den gamle lofotfisker Anders sin historie.

Spredt over sekshundrede kilometer står de nu, til forundring og glæde for de tusinder af turister der hvert år tager turen med Hurtigruten fra Bergen til Kirkenes, eller i egenbil følger rigsvej 17, kystvejen langs vest Norges forevne tinder for at besøger LekamøenLeka, Torghatten - med huldet i toppen - ved Brønnøysund, de syv søstre på Alsten, Hestmanden i Lurøy, Rødøyløven ved Rødøy, Landego ved Bodø, Sulitjelmatoppenrigsgrensen og Vågekalen i sin høje stol over Vestfjorden.



Der skulle gå atten år før undertegnede selv kunne bestige Torghatten, og fotograferer hullet efter Hestmandens pil. Hullet er 160 meter langt, 35 meter højt og 20 meter bredt. - Det var kraftig skyts man brugte den gang -