Stående på kraterranden, i den nedgående sols sidste stråler, kan jeg med min livlige fantasi sagtens forestille mig at de hvidkalkede huse, der nu farves lyserøde, må være resterne af det forsvundne Atlantis, Platon skriver om i sine monologer fra år 4. f.Kr.
Væk er de hængende haver, de storslåede paladser med alt deres pragt, sunket i havet i et inferno af ild og glødende sten. Guderne må havde været meget vrede, den dag i år 1450 f. Kr. siden De lod vulkanen Strogyle udspy sit glødende indre over øen Thira. Lod vandet trænge ind i krateret, hvor en kæmpe eksplosion skabte en flodbølge på 100m, der til sidst endte med at tilintetgøre hele det Minoiske samfund på Kreta.
Øen Thira / Santorini den sydligste ø i øgruppen Kykladerne i det Græske øhav, er stedet hvor guderne i vrede lod halvdelen af øen synke i havet og skabte myten om det forsvundne Atlantis.
Vor tids Santorini er et sandt eldorado for historie, vin og kirke freeks, heriblandt undertegnede.
Historien finder man på øens sydspids, hvor man i 1967 påbegyndte udgravningen af byen Akrotiri.
Byen lå begravet under et op til 50 meter tykt lag af lava og aske. Efterhånden som arkæologerne fik afdækket byen med dens utallige magasiner og forrådskamre, blev de klar over at de stod over for et højt udviklet handels og kultur samfund bestående af måske op til 25000 indbyggere.
I husene fandt man storslåede vægmalerier der viste havnen med de mange handelsskibe, imponerende jagtscener , fredelig idyl med smukke mennesker bærende dagens fangst af fisk, farverige fugle og blomster motiver. De originale malerier befinder sig nu på nationalmuseet i Athen, men man kan i øjeblikket se kopier af vægmalerierne på museet i Santorinis hovedby Fira.
Santorinis hvidkalkede kirker med deres blå kupler og hvide kors oppe mod det azurblå hav, er nok det mest brugte motiv på postkort fra Grækenland, jeg må da også tilstå at der røg et par ruller film ekstra, på vores rundtur til øens kirker. Ved kirke nr. 75 holdt vi op med at tælle, landsbyen Pyrgos har foreksempel 42 kirker. Ofte er kirkerne i en families eje, bygget som tak for en bøn der er gået i opfyldelse, eller for at råde bod på en ugerning begået i familien, - de må have megen tilgivelse tilgode i Pyrgos - .
Desværre holdes de fleste af Santorinis kirker aflåste, de seneste år har øen været plaget af ikon tyve, den ældste kirke Panagia Episkopi fik for ikke længe siden stjålet de fleste af en samling, meget gamle uerstattelige ikoner, vurderet til flere millioner kroner. Heldig for os faldt Mariæ Himmelfarts dag ,en af de store katolske højtider, ugen efter vor afrejse, så i flere af kirkerne var menighedernes fruer i gang med pudse kludene, hvis jeg lovede ikke at fotograferer dem var vi da velkommen til at tage et kik indenfor, - de lod sig dog overtale -.
Santorini er i de senere år blevet en turist magnet af de helt store. Hver dag ankres de store krydstogtskibe op i kalderaen neden for hovedbyen Fira, de mange tusinde gæster sejles i små både ind til øen hvor en nybygget kabelbane transporterer dem det sidste stykke op byens guldsmedegade hvor smykker med antikke forbilleder kan købes til en favorabel dollar kurs.
Tilbudene er mange for en turist på Santorini. Sorte, røde, eller hvide strande, friturestegte små fisk og baby blæksprutter med citron, yougurt med timian honning, selv plukkede figner, sort kaffe i solnedgangen ved møllen i Ia.
Men det er jo en helt anden turist historie.
