Venezuela




FIK DU DET ?

Spørgsmålet kommer fra piloten på et 22 personers venezuelansk LTA - indenrigsfly. Vi befinder os inderst inde i en dyb bjergslugt, over nationalparken Canaima i det sydlige Venezuela, tæt på grænsen til Brasilien. Jeg har snakket mig til en plads i cockpittet, mellem de to piloter. Undertegnedes - Arrr!! - får piloten smilende til at vende det store fly i lommen i bjergslugten.



Panoramaet gentager sig:Verdens højeste vandfald Angel Fall - 979 m over havet, hvoraf de 807 er frit fald - glider igen forbi flyets vinduer. Mit kamera arbejder på højtryk.Ok, spørger piloten igen. - Kan du komme tættere på, spørger jeg forsigtigt.Da støvskyen fra vandfaldet rammer flyets forruder må jeg sveddryppende indrømme, at det kunne han.


Solen laver regnbuer i vandskyen fra faldet. Det er et fantastisk syn.- Du er heldig der er sol i dag, siger piloten -. Det er ikke hver dag vi kan flyve herind. Der er ofte så mange skyer i slugten, at man ikke kan se vandfaldet, på grund af den store fordampning fra junglen. Da jeg, efter vi er landet i Camp Canaima, endnu med koldsved på panden, takker farvel, spørger stewardessen grinende, hvad jeg har sagt til piloten. Tre overflyvninger af Engel Fall .- det havde hun ikke oplevet før. Og jeg må tilstå, at piloten sikkert ville give den gamle fotograf en prøve på sin flyvefærdighed - og det lykkedes. Salto Angel, det venezuelanske navn for Angel Fall blev først fundet i 1935. Det fik navn efter en amerikansk bush-pilot, Jimmy Angel. I sin søgen efter guld og på grund af dårligt vejr, havde han forvildet sig ind i kløften på bjerget Auyantepui, det indianske navn for Den onde Guds bjerg.



Kløften med Angel Fall, kaldes Dødens Dal af de lokale indianere. De begiver sig ikke gerne derind på grund af gamle myte og overtro.


Jimmy Angel berettede senere: - Da jeg i et hul i skyerne fik øje på vandfaldet var jeg ved at miste kontrollen flyet. Det var som, kom vandet direkte ud af himmelen. Angel havde ikke mulighed for at lande, men vendte senere i 1937 tilbage med sin kone og to venner og landede på toppen af Auyantepui-bjerget. Landingen mislykkedes og flyet sank ned i sumpen, hvorefter Angel og passagerer måtte på en 1 dages vandretur tilbage til civilisationen. Flyet blev i 1970 bjerget af det venezuelanske luftvåben og står nu nyrestaureret foran lufthavnen i Ciudad Bolivar, som et monument over Jimmy Angel.



Nationalparken Canaima der dækker et område på tre millioner hektar, er et ud af fire naturreservater, der tilsammen udgør det 80,000 kvadratkilometer store Grand Sabana. Nationalparken er også kendt som - Den Forsvundne verden - på grund af de mange utilgængelige bjerge i området. Bjergene der er helt flade på toppen, kaldes tepuis - det indianske navn for bjerg. Den største af bjergtoppene, Auyan-tepui, hvorfra Angel Fall har sit udspring, har en overflade på 700 kvadrat-kilometer. Det højeste bjerg Roraima, 2810 meter ligger på grænsen mellem Guyana, Brasilien og Venezuela.


I Camp Canaima hvor flyet med undertegnede og syv andre medrejsende er landet efter turen over Angel fall, stiger vi ud til ca. 50-60 graders varme i solen og en luftfugtighed på 90 procent. Efter en forfriskende svømmetur i lagunen, hvor vandet efter en medrejsendes mening var ligeså varmt som i hans fjernvarmerør derhjemme, sejlede vi i en lang indiansk kano ud til de store vandfald - Ucaima Golondrina.


Vi blev dyngvåde i vandskyen fra det største af faldene, Hacha- faldet. Her efter er der en lille times junglevandring til vandfaldet Salto El Sapo, hvor turen går bagom vandfaldet.



Her får vi os igen en meget våd oplevelse.



Bag en tæt mur af vand på ca. 20 meters længde bevæger vi os i gåsegang, klamrende os til et tovopver til den modsatte side af vandmasserne.



For til sidst at bade i floden på toppen af vandfaldet, kaldt Coca Cola floden på grund af sit brune vand.



Guiden forklarer os at farven skyldes pollen fra junglens planter, men at det i øvrigt var så rent at vi sagtens kunne drikke det, - vi smagte dog ikke på det.


Overalt i Venezuela kæmper man med affaldsproblemer, men i Camp Canaima finder man ikke, som så mange andre steder hvor turister færdes, efterladenskaber i form af tomme øldåser, cigaretpapir eller andet affald. Da en af de besøgende efter endt rygning træder cigaretten ud med foden, samler guiden den op.



Han giver uden et ord skoddet tilbage til vedkommende for at vise, at Venezuelanerne i hvert fald prøver at holde deres nationalparker rene. Da flyet sent på eftermiddagen letter, farver aftensolen lagunen og vandfaldene purpurrøde. En flot afsked med en storslået natur, og vi sætte kursen mod Isla Margarita hvorfra turen startede 12 timer tidligere