Los Roques

Da den gamle fotograf

gik på vandet...

 

For ikke at virke blasfemisk skal jeg undlade at fortælle, hvem vittige hoveder sammenlignede undertegnede med, da jeg - som de påstod - gik de sidste fem meter på vandet og steg direkte ombord i vores ledsagebåd.

Men hvordan ville De ikke, kære læser, have reageret, hvis en halvanden meter lang barracuda med tænderne i kø for at komme ud af munden var begyndt at tage Dem i nærmere øjesyn, efter at De havde forfulgt dens mindre søskende med undervandskamera og blitz?

En barracuda er - til orientering - en stor tropisk rovfisk, som mange professionelle dykkere frygter mere end de fleste hajer.

Vandgangen havde taget sin begyndelse fem dage tidligere, da undertegnede sammen med 11 af Århus Stiftstidende/Århus Onsdags læsere entrede det gode skib Antares III. Sammen med kaptajn Dominique og hans fem mand store besætning påbegyndte vi et syv dage langt snorkel-eventyr mellem fisk og koraller ved øgruppen Los Roques i det caribiske hav - cirka 170 km nord for Venezuelas hovedstad Caracas.

Med et "velkommen om bord og skoene af" - sand var bandlyst på skibets højpolerede gulve - indtog vi vores flydende hjem for den næste uges tid, hvor vi blev installeret i komfortable dobbeltkahytter - alle med aircondition samt bad og toilet.

Efter aftensmaden ville kaptajnen gerne høre lidt om gæsternes dykkefærdigheder for at kunne planlægge de næste dages sejlads og finde egnede dykkesteder. De fleste havde prøvet at snorkle et par gange, en enkelt havde dykkercertifikat, og for mit eget vedkommende var det første gang, jeg skulle iføre mig svømmefødder og dykkermaske, så det var lidt af en broget flok, kaptajnen havde fået om bord.

Så starter vi i morgen formiddag med en tur i "poolen", lød meldingen. "Her får alle mulighed for at få prøvet deres udstyr af, før vi går over til at dykke fra redningsbåden på åbent vand - og så undgår vi også, at miste nogen den første dag", grinende kaptajnen og tilføjede næsten undskyldende: "Der er vel ikke rygere i blandt os? Professionelle dykkere hverken ryger eller drikker, for så kan de ikke klare strabadserne under vandet".

Det rystede flere af selskabets gamle storrygere, vi blev så forvist til øverste dæk, hvor vinden kunne tage den værste røg.

Det var blevet tid til aftenkaffe med friskbagt kage, solnedgang over det caribiske hav og store forventninger til morgendagen. Alle tørnede tidligt ind.

"Poolen" viste sig at være et næsten cirkelformet koralrev, hvor jeg - beskyttet mod de værste bølger - kunne begive mig baglæns - på grund af svømmefødderne - ud i det 25 grader, jadegrønne vand. Jeg stak hovedet under vandet, tog de første svømmetag og fandt under meget prusten og sprutten ud af, at min maske ikke var spændt hårdt nok. På få sekunder var den fyldt med vand - og det er meget salt, skulle jeg hilse og sige.

Efter endnu et par forsøg sad masken som den skulle, og en ny verden åbnede sig for den gamle fotografs øjne. Fisk i alle regnbuens farver og koraler i de mærkeligste formationer var de næste to timer fotomodeller i den eventyrverden, jeg bevægede mig rundt i. Det var en fantastisk oplevelse.

Tilbage på Antares III ventede et varmt styrtebad på skibets agterdæk for at undgå at få det fedtede saltvand om bord. Besætningen stod klar med håndklæder og meddelte derefter, at frokosten var serveret. Maden om bord var et kapitel for sig. Aldrig har jeg spist så sundt. Hovmesteren kunne klare enhver situation. Fisk, kødretter, pizza, steaks, salater og krebsdyr. Hver dag bød på friskbagt brød og kage, for slet ikke at tale om desserterne, hjemmelavet is eller chokolademousse, eksempelvis. Maden om bord var bedre end den, man får på hotellerne i land.

En dag købte vi hos de lokale fiskere otte langustere. Det var nogle store krabater på cirka 40 cm. "Ikke noget problem", sagde kaptajnen og hev den store gryde frem. Han stod selv for kogningen og lod ‚en for en dyrene glide ned i det skoldhede vand under stor jubel fra køkkenmandskabet, der ikke var helt tryg ved situationen. Vi andre nød synet - en halv languster til aftensmad er ikke hverdagskost i Danmark.

Udover at dykke to gange om dagen gik vi i ugens løb i land på flere af øerne i det store nationalparkområde. På en Cayo Sal besøgte vi et nu nedlagt, tusind år gammelt saltudvindingsanlæg. Vi blev overfaldet af millioner af myg og forundredes over de meterhøje bunker af kæmpe-konkylier, de lokale fiskere havde efterladt, efter at have tømt dem for deres delikate indhold.

Bugten ud for den havbiologiske marinestation på øen Dos Mosquises, skildpaddeøen, beliggende yderst i nationalpark Los Roques, bliver turens sidste ankerplads. Udover hovedøen, Gran Roque, er Dos Mosquises den eneste fast-beboede ø i området. otte-ti huse udgør den sparsomme bebyggelse. Beboerne, en fisker, tre lokale opsynsmænd og to danske piger, gør her hver dag en stor indsats for at redde bestanden af de store havskildpadder i området.

Men det er en helt anden historie, som jeg må vende tilbage til en anden gang.

Og nu vi taler om historier - den før omtalte barracuda er i mellemtiden vokset med mindst 10-15 centimeter - det sker jo, når en landkrabbe bliver beriget med store oplevelser i det våde element, men det gør vel ikke historien dårligere...