Den skærende lyd fra fløjten får fugle i hundredevis til at lette fra deres reder i mangrovesumpens træer. Med høje advarselsskrig stiger de til vejrs og kan fra luften følge dramaet, der udspilles på vandet under dem. Fløjtens lyd får tre mænd til at stivne midt i deres forsøg på at skubbe en båd over en sand revle på det lave vand. En af mændene rækker hænderne i vejret, som vil han sige - skyd ikke -. Varmen og spændingen er ulidelig, for hvad vil der nu ske… Det kunne lyde som indledningen på en kriminalroman, men det er hverdag for Miguel A. Luque, den daglige leder af Venezuelas 220,000 hektars store Nationalpark Los Roques - beliggende i Det Caribiske Hav halvanden times flyvning nord for Caracas.

Da de to af mændene igen prøver at rokke båden fri af sandrevlen, råber Miguel - fotografer dem - fotografer dem. Jeg prøver at holde mit kamera i ro, men stående i den gyngende båd med en stor telelinse er det svært. - Kan du se navnet på båden i din linse - spørger Miguel. - jo, det tror jeg da nok, at jeg kan -, svarer jeg mens jeg forsøger at tyde de hoppende bogstaver på bådens side. - CORALKI - får jeg mig efter nogen besvær stavet frem til. Ok, konstaterer Miguel - så har vi dem alligevel, selv om de skulle komme fri af revlen -. Nu tager vor egen båd selv et godt greb i sandrevlen. Miguel sætter i et gazellespring ud over rælingen og fortsætter fremrykningen. Med krabbelignende bevægelser skovler han sig videre i det lave vand og når efter megen besvær frem til de flygtende mænd.

Efter vi selv har været en tur i vandet, får vi skubbet vor båd fri af revlen, og når over til Miguel ved den anden båd. Først nu går det op for os, hvad det hele faktisk drejer sig om. Miguel er i færd med at måle halens længde på en stor languster, mens han undersøger om det er en hun med rogn. - Det har indflydelse på bødens størrelse - forklarer ham.

Det er altså langustertyve, vi har jagtet. 12 langustere, heraf fire med rogn, bliver der noteret i den efterfølgende rapport. I Venezuela er man meget omhyggelig med papirarbejdet. Et hundrede og halvtreds dollar i bøde ( ca. 1000 danske kr. ) samt konfiskeringen af båd og motor i en måned, lyder dommen. Den er hård, syntes vi. Uden båd og motor har fiskerne jo ikke en chance for at forsørge deres familier. - Hvis jeg ikke konfiskerer båd og motor, ville de næste dag tyvfiske langustere igen for at kunne betale bøden, forklarer Miguel. - I øvrigt er det anden gang, jeg fanger dem i et totalt lukket område… Efter fiskerne har modtaget bøden, kan vi nu fortsætte med vor sejlturs egentlige formål.

Vi har fået det venezuelanske miljøministeriums tilladelse til sammen med Miguel at besøge et for offentligheden totalt lukket område i yderkanten af Nationalpark Los Roques. Området er normalt forbeholdt forskere fra hele verden, hvor de her kan studerer et helt unikt mangrove-økosystem.

To timer tidligere har Miguel sammen med en af parkens betjente hentet os på - Antares lll - vores flydende dykkerhjem for en uge. Vi havde fået to tilladelser ti at besøge området, en til chefredaktør Erik Frodelund fra Århus Stiftstidende og en til undertegnede. Da kaptajnen Dominique på Antares lll, hørte om vores tur blev han fyr og flamme. Han har sejlet med turister i nationalparken i mange år, men havde aldrig været i det forbudte område. Efter et par cigaretter og en øl som bestikkelse fårhan allernådigst lov til at komme med.

I parkvæsnets hurtiggående speedbåd når vi i løbet af en time mangroveskoven. De næste par timer bliver en fantastisk rundtur mellem 20 - 30 meter høje mangrovetræer og tusinder af fremmedartede fugle, der liggende i deres reder, strækker hals for at betragte de mærkelige individer, der er trængt ind på deres domæne, for derefter at fortsætte med rugningen. Alt ånder fred og ingen farer.

I det varme, lave vand stortrives et utal af småfisk, skildpadder, blæksprutter, kæmpe langustere og ikke mindst milliarder af myggelarver, hvis udklækkede familiemedlemmer nyder godt af det friske nye menneskeblod, der har vist sig i sumpen. Efter at have været tvunget til at ligge på maven i båden et godt stykke tid, mens vi passerer en snæver rende gennem mangroveskovens kraftige rødder, åbner træerne sig, og båden glider stille ud i en stor sø. Området minder om Skanderborgsøerne en forårsdag - bortset fra varmen : Mindst 40 - 45 grader i solen.

Pludselig åbner Vorherre for himlens sluser og i en tropisk regnskylle sejler vi ud af den forbudte del af mangroveskoven for at ende på det yderste koralrev, der omkranser hele Los Roques øgruppen. - Se - Siger Miguel og peger. En Strandet kanonbåd fra den venezuelanske marine. Rusten og ribbet for alt er den ikke noget kønt syn på revet. Men det er slet ikke kanonbåden, Miguel peger på. I stedet et det en lille sort prik på havet, og den viser sig senere at være tre langusterfiskere med motorstop. Drivvåde og med bundbrædder som årer kæmper de mod den stærke strøm i et forsøg på at nå land. Disse fiskere har imidlertid tilladelse til at fange langustere i et bestemt område midt i Loas Roques, og de er efter at have solgt deres fangst på en nærliggende større ø - nu på vej hjem. Med et tov i deres båd får vi nu tre forkomne fiskere på slæb og når efter halvanden times sejlads frem til det simple træskur, der i hele langustersæsonen - stående på pæle midt i laguner - er fiskernes hjem. Efter hånlige tilråb og kommentarer fra kammeraterne på træplatformen byder fiskerne på skoldhed sort kaffe og en rundvisning i deres simple bolig.

En vakkelvorn bro fører over til, hvad jeg vil kalde verdens flottest beliggende lokum.

Med tre bølgetagplader af metal som læ, en pind på tværs og kæmpekonkylier i hundredvis som opdæmning for at tage de værste bølgeskvulp, må det være en nydelse at sidde og filosofere over livet og nyde udsigten med de fantastiske farveskift i vand og koraler. Under kaffen forhandlede vi os frem til en i Danmark uhørt lav pris på languster. Nemlig 80 dollar for otte styk, som blev aftensmaden for besætning, gæsten og undertegnede tilbage på Antares lll.

En halv languster til hver - rød som solnedgangen over Los Roques - der er ikk`så ring endda.